Grafik: Camilla Bonde
Foto: Nullo Facchini

ORD MELLEM RUM

Forestillingen er til rådighed for nyopførelser fra starten af 2015
 
Cantabile 2s nye produktion ORD MELLEM RUM er en Human Specific forestilling, hvor publikuminddragelse ligger som en grundsten.

 

Her møder du enkelte bøger, bogen som begreb og litteraturen som kunstart – og så møder du selve bibliotekets væsen: Som et dyr fra gamle tider, der kæmper for ikke at uddø, og som finder nye stier, ny næring og ny mening for at overleve.

 

Din egen smag for litteratur og for selve livet styrer den individuelle rejse du begiver dig ud i, de grupper du indgår i, og de mennesker (både performere og andre tilskuere) du møder på din vej. Hvordan udvælger vi den viden, som vi vil tilegne os? Er det af nødvendighed? En tilfældighed? En vens anbefaling? Eller en lidenskab?

 

En specielt udviklet software afkoder en række personlige kriterier for den enkelte tilskuer, og som en moderne HAL 9000 (den altvidende computer fra Kubricks 2001: A Space Odyssey) guider den publikum rundt i ORD MELLEM RUM. Bibliotekets sektioner er omdannet til særlige installationsrum, som du bevæger dig rundt i; nogen gange alene – andre gange i grupper.

 

På din rejse møder du måske det menneske, der har præcis den samme litterære smag som dig. Måske skriver du brudstykker af din selvbiografi. Læser et andet menneske som en bog – eller udveksler kærtegn gennem siderne af en bog. I ORD MELLEM RUM kan du finde dig selv i rollen rådgiver, anmelder, forfatter eller historiker. Du kan opleve dig selv i gang med at læse noget, du aldrig havde troet, du ville elske at læse.

 

I mørkets stilhed hører du bøgernes hvisken og stemmer fra århundredes skæbner eller samtidens erkendelser. Du møder måske Alice uden Eventyrland, besøger Calvinos Usynlige byer, oplever kommunikationsteorier, børnefortællinger og oplæsning med et pikant twist – eller opdager den moderne sjæl i et gammelt instrument, chatter om en pinefuld hemmelighed, og strejfer meningen med livet og døden.

 
Krediteringer:
Instruktion: Nullo Facchini
Scenografi & lysdesign: Per Aagaard
Instruktørassistent: Catrine Bek
Komponist: Nadine Ezzaaf
Performere: Steffen Sommerstedt, Siri Facchini Haff, Tilde Knudsen, Kaja Egeberg, Karolina Pietrzykowska, Eja Due, Marianne Christensen, Nadine Ezzaaf, Catrine Bek, Per Agaard
Produktionsleder: Agnete Krabbe
Teknisk leder: Bert-Åke Persson 'BÅP'
Teknisk assistent: Kaj Åge Bergstedt
Administrator & billetter: Helle Iuel
PR & Marketing: Camilla Bonde
 
En stor og varm tak til Vordingborg Bibliotek og alle bibliotekets medarbejdere for deres gæstfrihed og hjælpsomhed.
Cantabile 2  -  Vordingborg egnsteater  -  Kostervej 2b  -  4780 Stege  -  Danmark  -  Tlf. +45 5534 0119  -  teater@cantabile2.dk