Venus Labyrinten i Glasgow

Venus Labyrinten er en af Nullo Facchinis væsentligste forestillinger, skabt for Cantabile 2 som led i Facchinis udforskning af en forestillings form der er human-specific i stedet for site-specific – en form der har fokus på menneskets universelle sensitivitet som følelsesmæssig eksistens.

Venus Labyrinten er en individuel, interaktiv rejse ind i den kvindelige hjerne. Labyrinten består af 28 installations rum, svarende til de 28 kendte områder af den menneskelige hjerne, og hvert rum er beboet af en kvinde. Hver performer har i samarbejde med Nullo Facchini skabt sit eget rum ud fra en sand personlig historie, et eksperiment eller endda i nogle tilfælde en dyb hemmelighed. Guidet af et orakel går tilskuerne med få minutters interval alene ind i labyrinten og møder disse kvinder i en unik sensorisk og emotionel oplevelse. Ingen tilskuer ser hele labyrinten, og ikke to tilskuere vil se eller dele den samme oplevelse. Rejsen tager ca. 1 time.

Venus Labyrinten blev oprindeligt produceret i 2003 til det gamle fort Masnedø i Vordingborg. Forestillingen har tillige været opført på Trekroner fortet i København, i en bunker i Bielefeld i Tyskland og på et gammelt sindssygehospital. Desuden har Venus Labyrinten været skabt i en særlig version med kvinder fra Syrien, Jordan og Irak i forbindelse med afholdelsen af festivalen Images of the Middle East.

Senest har Venus Labyrinten spillet på Godsbanen i Aarhus og i juli gæster forestillingen The Arches i Glasgow som del af festivalen Surge, Skotlands festival for fysisk performance, street art og cirkus, arrangeret af organisationen Conflux. 3 af Cantabile 2’s performere spiller sammen med 11 særligt udvalgte skotske performere.

Opførelserne i Skotland er støttet af Scenekunstudvalget, Vordingborg Kommune og Conflux.

Spilletider:
Tirsdag d. 20. juli kl. 18-24
Onsdag d. 21. juli kl. 17-22
Torsdag d. 22. juli kl. 18-24
Fredag d. 23. juli ingen forestilling
Lørdag d. 24. juli kl. 12-18
Søndag d. 25. juli kl. 12-18

Billetbestilling nødvendig på:
www.conflux.co.uk

En begejstret presse skrev:
* * * * * *
”Opdagelse og overraskelse er […] nøgleordene for denne vellykkede, originale, begavede og dybt forførende teateroplevelse fremført af ensemblet Cantabile 2.” Lars Wredstrøm, Børsen

* * * *
”En anderledes og eksklusiv teateroplevelse for de vovemodige. Teater som inkorporerer hele sanseapparatet. Lyde, lys, lugte, smag og følesansen.” Jakob Steen Olsen, Berlingske Tidende

”De tager dig fysisk ind til sig, og lader dig være det altsansende kamera, der i vildskab zoomer ind på et afgørende øjeblik i et kvindeliv. Kropsligt, verbalt, totalt.” Anne Middelboe Christensen, Information

♥ ♥ ♥ ♥ ♥
”En sanselig næroplevelse, der inddrager en selv og med enkle stærke virkemidler åbner og forvandler tilskueren, så verden ikke kan opleves på samme måde bagefter.” Janus Kodal, Politiken

Cantabile 2  -  Vordingborg egnsteater  -  Kostervej 2b  -  4780 Stege  -  Danmark  -  Tlf. +45 5534 0119  -  teater@cantabile2.dk